Hvordan har du det egentlig, når du går på arbejde hver dag? Føles dit arbejdsliv som en ørkenvandring? Og mærker du den snigende utilfredshed indfinde sig igen efter juleferien? Så er det på tide at gå på jagt efter nye udfordringer eller helt skifte spor, inden den manglende arbejdsglæde dræner dig helt for energi.
Har du oplevet det som en brat og ubehagelig opvågnen at vende tilbage til jobbet efter ferien? Så er du ikke alene. Over tyve procent af danskerne er trætte af deres job og mange går rundt med en drøm om at beskæftige sig med et helt andet fag, hvis man skal tro nogle af de nyere undersøgelser.
Det kan nemt opleves som en krise, der begrænser dig, men du kan også se på udviklingen på en anden måde. Nemlig som en chance for at gå aktivt efter et nyt og bedre arbejdsliv, der udnytter de muligheder, som fremtidens arbejdsmarked byder på.
Brug dine styrker som kompas
Ønsket om at skifte spor kommer ikke fra den ene dag til den anden. For mange opstår der langsomt en følelse af utilfredshed og mistrivsel. Det kan være, at de føler sig stressede og ikke længere kan overkomme de opgaver, de har fået tildelt. Måske keder de sig eller er dødtrætte af deres chef. Eller også er de bare for længst holdt op med at brænde for det, de laver.
Men når du efterhånden er så ked af dit arbejde, at du får det fysisk dårligt, er trist og ligger søvnløs, er der al mulig grund til at handle. Du risikerer nemlig at betale med dit gode helbred, hvis du insisterer på at beholde et arbejde, som ikke længere giver dig glæde eller stresser dig i en grad, så du er ved at gå ned på det.
Når vi så skal til at flytte os, oplever vi tit, at vi som det første fokuserer på vores svagheder og begrænsninger. Kan jeg overhovedet finde ud af at arbejde med andet end det, jeg altid har gjort? Kræver det mon en ny uddannelse? Er jeg ikke for gammel? Hvad har jeg i det hele taget at byde på? Men hvis vi giver os tid at tænke os om, har vi alle noget, vi brænder for og nogle styrker, vi kan tage i brug. Et godt råd er, at man i stedet for at lede efter sit sande jeg begynder at se sig selv i bredden, og få øjnene op for alle de små og store ting, man rent faktisk har haft succes med.
Drømme er godt – handling er bedre
Et andet vigtigt nytårsbudskab til dig, der søger forandring, er, at drømme er godt, men handling er bedre. Hvis du tænker for meget og for længe og forsøger at lave alt for mange store, fine planer, kan du blive så overvældet, at du aldrig får taget det første skridt. Men sandheden er, at enhver forandringsproces erobres bedst i små bidder.
Du må være forberedt på, at et karriereskift ofte er en langvarig og til tider besværlig proces, hvor din drøm med næsten usvigelig sikkerhed vil ændre sig undervejs. I stedet for at tage et drastisk karriereskift i ét hurtigt hug, kan du sætte gang i mindre projekter, hvor du kan prøve de nye muligheder af i det små og lære af dine erfaringer undervejs. Hver gang du så har overskredet en ny grænse eller er lykkedes med en ny udfordring, er der grund til at giver dig selv et skulderklap. Dine succesoplevelser er med til at styrke din handlekraft.
Få mere inspiration i bogen Kunsten at skifte spor – Genopfind dit arbejdsliv, som jeg har skrevet sammen med journalist Birgitte Bartholdy. Med udgangspunkt i spændende interviews og egne erfaringer giver vi dig opskriften på, hvordan du selv kan sætte dig i førersædet og styre hen imod det drømmejob, hvor dine specielle styrker og kompetencer kommer til sin ret. Her på hjemmesiden kan du også læse om mit styrkebaserede udviklingsforløb, der kan hjælpe dig videre, eller om hvordan du genfinder arbejdsglæden i det job, du allerede har.