Hvad er din første tanke, når talen falder på fremtidens arbejdsmarked? Mærker du energien boble? Eller bliver du træt ved tanken?
Hvis du er en af de mange, der i dit stille sind frygter for fremtiden eller dit job, så fortvivl ikke – der er håb forude. For det er faktisk muligt at vende en negativ spiral og genfinde sikkerheden og styrken ved at skabe din egen plads og værdi på arbejdsmarkedet.
Jobsikkerhed er en saga blot
God nok ser det ud til, at jobsikkerhed hører fortiden til. Det gælder, uanset om du er leder eller medarbejder, og hvad enten du er privat eller offentlig ansat. Heller ikke som selvstændig eller freelancer er du fremtidssikret med dine aktuelle ydelser og produkter på hylden. Også her skal du være i konstant bevægelse og asfaltere vejen, mens du går. Én ting er sikkert: Forandringerne er kommet for at blive.
Find sikkerheden og styrken i dig selv
Et arbejde vil ikke længere være noget, du får. Den gode nyhed er, at du i fremtiden selv er med til aktivt at forme og skabe dit arbejdsliv, så det passer til den person, du er og gerne vil være – drevet af dine styrker, dine interesser og din motivation.
Her der det, at job crafting kommer ind i billedet som en kreativ vej til i højere grad at skabe dine egne karrieremuligheder og øge din værdi på arbejdsmarkedet. Når jobsikkerheden ikke længere kan findes i det arbejde, vi udfører nu og her, bliver det i højere grad op til den enkelte at blive sin egen jobdesigner og skabe det arbejdsliv, man engageres og motiveres af.
Læs mere i denne Femina-artikel, hvor jeg sammen med fremtidsforsker Mette Sillesen giver mit bud på, hvordan vi selv kan sætte os i førersædet og arbejde MED forandringerne i stedet for at kæmpe IMOD.