Har du mistet gejsten i dit job og sagt mentalt op? Det er en dårlig strategi. For måske kan det stadig lade sig gøre at vende en nedadgående spiral, uden at du behøver foretage et drastisk job- eller sporskifte.
Du var sikkert fyr og flamme, da du i sin tid landede dit nuværende job. Men med tiden udvikler jobbet sig i andre retninger. I værste fald bliver der pludselig for lidt af det interessante og sjove og alt for meget af det, som dræner. I takt med at de kedelige opgaver hober sig op, eller det tynder ud i de gode relationer, kan det være svært at finde inspiration og energi i dagligdagen. Måske kan du pludselig ikke genkende det job, du engang var så glad for.
Det stille oprør
Især efter Corona-nedlukningen er der opstået nye strømninger, hvor mange lader til at gøre oprør mod krævende job og tage et stressende arbejdsliv op til fornyet overvejelse. Den såkaldte Quiet Quitting-bevægelse har bredt sig fra USA til det øvrige Europa. De tavse kvittere er utilfredse arbejdstagere, der i et stille oprør vælger at fortsætte i jobbet, men med det minimum af arbejdsindsats og engagement, de kan slippe af sted med.
Græsset er grønnest, hvor du vander det
Der kan være mange gode grunde til utilfredsheden, men ved mentalt at tjekke ud risikerer du at køre dig selv ud på et energiforladt sidespor, som bliver svært at komme væk fra igen. Jeg er fortaler for en anden og meget mere handlingsorienteret strategi, hvor du selv bevarer energien og initiativet.
Mens du er i vildrede og tænker dig om eller venter på den rigtige idé eller mulighed for at kaste dig ud i større forandringer, kan mindre justeringer gøre en stor forskel og ændre dit arbejdsliv til det bedre. For græsset er ikke altid grønnere på den anden side. Med andre ord: Hvad med at vande og gøde, hvor du er lige nu, og forsøge at få det bedste ud at det job, du allerede har?
Flere veje til at genopfinde dit arbejdsliv
I stedet for at se dig selv som lønmodtager, der går på arbejde for at tjene til dagen og vejen, kan du tænke på dig selv som en slags jobdesigner, der aktivt er med til at genskabe dit job og din arbejdsglæde.
- Fremfor at lade dig dræne af alle de opgaver, du er træt af, kan du vælge at fokusere på de opgaver og relationer, som giver dig energi, og få dem til at fylde mere i dit job.
- Eller du kan forsøge at udvide dit perspektiv til selve formålet med dit arbejde. I stedet for at tænke på dit job som én lang række af kedelige opgaver, der skal løses, kan du prøve at se dit bidrag som en del af en større helhed.
- Du kan også arbejde på at bringe dine styrker og din energi i spil på nye måder og fokusere på at løse opgaverne på en måde, der inspirerer og motiverer dig mere.
På den måde sætter du gang i en proces, hvor du ideelt set
gør det bedste ved dit arbejde til det meste af dit arbejde.
Styrket til handling
Uanset hvad er denne indsats aldrig spildt. Måske opdager du, at dit nuværende arbejde ikke er så ringe endda. Eller også finder du ud af, at det er nu, du skal lægge kursen om og gå efter karriereforandring. Og så har du gjort det nødvendige forarbejde. Du ved mere præcist, hvorfor du har lyst til at prøve noget nyt og har nemmere ved at mobilisere den nødvendige motivation og energi til at gøre noget ved det.